
Kreativ strateg, forfatter og foredragsholder Claus Skytte er en af Danmarks fremmeste eksperter og drivende kraft bag fænomenerne ’medbruger’ og ’deleøkonomi’. Claus Skytte er forfatter til værket ’Skal vi dele?’ (2014) samt medforfatter på ’Medbruger’ (2014). Med baggrund i efterrefleksionerne på finanskrisen i 2008, argumenterer Claus Skytte for ny type af kapitalisme og medievirkelighed, hvor borgere er blevet til medbrugere. Hvis virksomheder vil genvinde deres forbrugere, skal det ske gennem en større inddragelse af borgerne som aktive medbrugere i design- og produktudviklingen. ’Skal vi dele?’ er intet mindre end den første danske bog om konceptet deleøkonomi.
I 2012 iværksatte Claus Skytte sammen med sin kone, Stine Skytte, verdens første kjolebytte-butik Resecond, der består af en fysisk butik samt en digital app. Konceptet bag Resecond er, at brugere køber et abonnement som medlem, hvilket giver adgang til, at man kan hente og aflevere diverse kjoler.
Claus Skytte har over 20 års erfaring inden for reklamebranchen, blandt andet som partner og kreativ strateg hos We Love People indtil 2014, med kunder som DR, Falck, Tryghedsgruppen, IKEA og Kræftens Bekæmpelse.












