Vækstfonden er en af Danish Design Award nye store sponsorer. Danish Design Award har talt med chef for kommunikation og CSR – og tidligere medlem af juryen, Peter Bruun.
Vækstfonden er statens finansieringsfond, og arbejder for at styrke danske virksomheders adgang til risikovillig kapital, så de kan skabe ny innovation, vækst og arbejdspladser. I tætte partnerskaber med banker og private investorer fra ind- og udland finansierer Vækstfonden virksomheder i alle brancher over hele landet. Vækstfonden følger virksomheder hele vejen – fra den spæde start, gennem høj vækst, til rejsen ud på de globale markeder og børsnoteringer.
Hvorfor har Vækstfonden valgt at sponsorere Danish Design Award i år?
Danske designere har historisk set sat et meget markant aftryk på verden med nytænkning af bl.a. æstetik og funktionalitet. Men vi er overbeviste om, at dansk design rummer et stort forretningsmæssigt potentiale, som endnu ikke er udnyttet. Skal vi tappe stærkere ind i den ressource, kræver det, at vi får synliggjort strømningerne i dansk design og får sat lys på flere af de fantastisk dygtige designere og virksomheder med design som et bærende element i deres forretningsmodel. Dem skal vi lære af og bygge stærkere relationer til. Det bidrager Danish Design Award til på fornem vis, og det er baggrunden for vores sponsorat.
Hvilken rolle spiller design for Vækstfonden?
For os er design en kilde til ny vækst og innovation. Det kan både være i form af helt nye virksomheder, som bruger design som afsæt for deres første forretningseventyr. Men det kan også være til udvikling og acceleration af væksten i mere etablerede virksomheder. Historisk har vi finansieret ganske mange virksomheder med fokus på design, og det vil vi også gøre fremadrettet.
Hvorfor er design vigtigt for danske virksomheders vækst?
Når design er bedst, har det potentialet til at udfordre det bestående og åbne for nye måder at se produkter, processer og partnerskaber på. Design kan spille forskellige roller og fylde mere eller mindre, alt afhængig af den enkelte virksomhed. Men at udnytte potentialet i design vil for mange virksomheder være afgørende for deres muligheder for at vokse og udvikle sig i en verden med benhård global konkurrence.
Hvad har det givet dig at være med i juryen og bedømme en bred vifte af designløsninger på tværs af industrier?
At være med i juryen har været et vindue til en verden af design og designere, som vi som investorer normalt ikke har mulighed for at få samme intime indblik i. Det har været spændende at gennemgå de mange designløsninger. Men det har været mindst lige så vigtigt og lærerigt for mig at få et indblik i de øvrige jurymedlemmers måde at anskue design og forretning på. Indsigten og relationerne rækker langt ud over de enkelte designløsninger.
Hvordan ser du fremtiden for dansk design?
Dansk design rummer et kæmpe, globalt potentiale. Hvis vi skal lykkes med at omsætte de stærke designkompetencer til vækst og ny forretning, skal designere, virksomheder og investorer blive endnu bedre til at forstå hinandens drivkraft og sprog. Danish Design Award medvirker her til at bygge meget vigtige broer.