DANISH DESIGN AWARD 2019: Her er finalisterne til Danmarks nationale designpris

Danish Design Award 2019 offentliggør i dag årets finalister, der alle har det til fælles, at de skaber en markant forskel med design. Over 200 designere og virksomheder har sendt løsninger ind i 11 kategorier, bl.a. sundhed, arbejdsliv, uddannelse og livsstil. Vinderne afsløres ved en stor prisfest i Industriens Hus den 13. maj

En inhalator, der kurerer migræne med patientens eget åndedræt. En pensionsordning, der sikrer bæredygtige investeringer. En multifunktionel lampe og et bud på fremtidens energiforsyning.

Finalisterne til dette års Danish Design Award spænder vidt, men har alle det til fælles, at de gør en forskel med design. Danish Design Award er Danmarks nationale designpris, der sætter fokus på effekten og værdien af design, og hylder virksomheder og designere på tværs af landet.

Til årets pris er udvalgt i alt 45 finalister, som fordeler sig på 11 kategorier. Dertil kommer vindere af de to særpriser New Jobs og Icon Award.


SE ÅRETS FINALISTER HER: Finalister 2019

Finalisterne er udvalgt af en international jury, der består af førende eksperter inden for blandt andet dansk og internationalt design, innovation, teknologi og bæredygtighed. Finalefeltet giver et helt unikt indblik i, hvor dansk design befinder sig lige nu, og hvilken forskel designløsninger gør for virksomheder, samfund og borgere.

Christina Melander, programchef for Danish Design Award:

”Løsningerne viser med al tydelighed, at dansk design i 2019 ikke bare forholder sig til, men også bidrager med helt konkrete løsninger på nogle af de største samfundsudfordringer, vi står overfor. Det danske design DNA dels lever i bedste velgående blandt finalisterne, der dels ruster os til fremtidens udfordringer i forhold til vækst, velfærd og byudvikling, dels skaber et mere meningsgivende liv for flere.”

Abelone Varming, Direktør i Design denmark, designbranchens organisation:

”Årets indsendelser til Danish Design Award viser på bedste vis, hvordan design i alle led gør en kæmpe forskel. En forskel i forhold til mødet mellem mennesker og maskine, det digitale og det analoge, det poetiske og det industrielle. Kort sagt alt det, som vi mennesker er i berøring med, og som er en del af et moderne samfund i rivende udvikling. ”

Mette Fjord, Chef for forskning, videregående uddannelser og mangfoldighed, Dansk Industri:

”Finalefeltet demonstrer med al ønskelig tydelighed, at der tryk på kedlerne ude i virksomhederne, og at et smukt og funktionelt design kan gøre en enorm forskel, når det gælder om at skille sig ud. Design er med andre ord vigtigt for danske virksomheder, og derfor glæder vi os til at fejre årets finalister i DI.”


Årets prisuddeling finder sted i Industriens hus den 13. maj.


Om Danish Design Award:

Danish Design Award gennemføres i et samarbejde mellem Dansk Design Center og brancheorganisationen Design denmark.

Prisens kategorier spænder fra design, der har skabt jobs eller sparet penge over sundhedsløsninger og ressourcedeling til visionære koncepter, og viser mangfoldigheden i de måder, som design kan give værdi på.

Den internationale jury er bestående af førende eksperter inden for bl.a. dansk og internationalt design, innovation og teknologi udvælger finalisterne og vinderne.

Akkreditering og mere information: Kommunikationschef i Dansk Design Center Katrine Hertz Mortensen på khm@ddc.dk eller tlf.: 2098 4213

Andre artikler