Vi designer helhedsoplevelsen
I de sidste 10 år har Michael Qvortrup fungeret som design manager i Danfoss. Han har fulgt og formet designrejsen i virksomheden, der sælger teknologier til bl.a. køling, opvarming og motorkontrol verden over.
I de sidste 10 år har Michael Qvortrup fungeret som design manager i Danfoss. Han har fulgt og formet designrejsen i virksomheden, der sælger teknologier til bl.a. køling, opvarming og motorkontrol verden over.

Design er limen, der får alle elementer til at hænge sammen, siger design manager hos Danfoss Michael Qvortrup. Danfoss har vundet adskillige designpriser og vandt i 2018 en Danish Design Award for den energieffektive termostat Danfoss Eco. Som ny sponsor for Danish Design Award fortæller Danfoss’ Michael Qvortrup om designrejsen i en af Danmarks største virksomheder

Danish Design Award: Hvilken rolle spiller design hos Danfoss? Og hvad laver en design manager?

Michael Qvortrup: Danfoss fornemmeste opgave er at udvikle produkter, der gør en positiv forskel og fungerer godt for de mennesker, der skal bruge dem. Vores produkter er teknisk avancerede, og min rolle er at sikre, at vi husker slutbrugeren i produktudviklingen og sikrer, at alle vores produkter afspejler Danfoss’ kerneværdier og DNA. Når vi overdrager et produkt til en kunde, sælger vi en helhedsoplevelse. Lige fra at forstå kundens behov og skabe en effektiv købsproces til enkel udpakning, igangsætning og drift i det daglige.

Hvert af Danfoss’ fire forretningsområder har en designansvarlig, som samarbejder med de interne designere, der typisk er en del af udviklingsafdelingerne eller sidder med innovation. I vores varmesegment arbejder designerne for eksempel med eksperimenterende design. Og derudover har vi også en lang tradition for at samarbejde med eksterne designbureauer.

Som design manager er min opgave at skabe sammenhæng på tværs af vores forretningsområder, så vores DNA, produktsprog og visuelle identitet fremstår tydeligt og ensartet.  Selvom man fjerner logoet fra et Danfoss-produkt, må man ikke være i tvivl om, at det er et Danfoss-produkt.

Danish Design Award: Danish Design Award fokuserer på den forskel, design gør for virksomheder. Det betyder også, at godt design er en god forretning. Hvordan vurderer du jeres investering i designguidelines?

Michael Qvortrup: Investeringen i vores designguidelines giver værdi på særligt to fronter. Eksterne designere og designbureauer kan komme hurtigt ombord, og vores guidelines giver en afklaring, så vi begrænser diskussioner om smag og behag.

De skaber selvfølgelig også frustrationer indimellem, men vi er nødt til at have nogle rammer for vores arbejde. Og min erfaring viser, at når designteams først er kommet i gang, arbejder de kreativt og effektivt og synes egentlig, det giver en frihed, at der er nogle rammer for udviklingsarbejdet.

Danish Design Award: Jeres rejse med design har været lang, fra at være produkt og teknik-orienteret til at blive langt mere strategisk og designdrevet med jeres kunders behov som omdrejningspunkt. Når du kigger tilbage på de sidste 10 år, er der så en særlig oplevelse, hvor du tænkte, nu er vi på rette vej, nu er vi lykkedes?

Michael Qvortrup: Da Danfoss strategien, Core and Clear, blev lanceret i 2010, lavede vi i varmeforretningen et kæmpestort board med nogle af de produkter, vi havde i pipeline, der fulgte vores designlinje. Øverst skrev vi ’One Company’ for at vise, at vores designguidelines kunne skabe ensretning og et tydeligt produktsprog. Det board så vores CEO på et ledermøde, og sagde, ifølge en af udviklingsdirektørerne: ”Det er den vej, vi skal”.

Og vores tidligere direktør for varmeforretningen har efterfølgende sagt, at havde han vidst, hvad design kunne gøre, havde udvikling og iværksættelse af designguidelines været den første beslutning, han tog som direktør.

De to udsagn viste for mig personligt helt klart, at vi var på rette vej og vores opgave lykkedes. Det er langt fra min fortjeneste, det er en holdindsats, men en indsats, som jeg finder stor tilfredsstillelse at have været med til.

Ud fra erfaringerne i varmedivisionen begyndte vi at teste, om designelementerne også ville virke for vores andre forretningsdivisioner. I begyndelsen var det selvfølgelig lidt omstændigt at forklare, at de her legoklodser og designelementer fra varmedivisionen nu skulle bruges til køling-produkter og frekvensomformere. Det er trods alt en kæmpe udfordring at få en så stor virksomhed til at samles om ét fælles design DNA. Men i takt med at vores kolleger i de andre områder fik lov til at lege med det, gav det mening. Vi skabte forståelse og engagement ved at gennemføre workshops, hvor alle product managers, forretningsansvarlige, ingeniører og designere fik muligheden for at se og forstå betydningen, konsekvenserne og indholdet. Vi viste blandt andet eksempler på produkter, der var konverteret fra gammelt til nyt design, og det fungerede meget overbevisende.

Danish Design Award: Hvad er din næste personlige drøm på Danfoss’ designrejse?

Michael Qvortrup: Jeg drømmer om, at vi bliver vores industris Apple og får drevet Danfoss så langt frem, at der er design på og integreret i alt, hvad vi laver.

I dag anvender vi vores designbudget på de produkter, som kan ses og betjenes. Jeg tror, der er stor værdi at hente for vores virksomhed ved at koble endnu mere design på alle vores produkter – også dem, som ingen ser – og at alle elementer ikke kun bærer et Danfoss logo, men også vores DNA i produktsproget. Og jeg ser en stor mulig værdi i, at vi kommer endnu tættere på kunderne med flere brugertests og brugerinddragelse.

Derudover er vi midt i en kæmpe digitaliseringsproces. Og det er også set fra min stol og mit arbejdsområde en meget spændende tid for design. Vi bruger i den grad design til at gøre det tekniske menneskeligt og tilgængeligt og til at få fokus på værdien for kunderne. I dag laver vi ikke kun produkter, men også systemer, der er forbundet digitalt. I den kontekst er design limen, der får alle elementer til at hænge sammen.

Danish Design Award: Hvad begejstrer dig særligt ved at være design manager i Danfoss?

Michael Qvortrup: I høj grad at design flyder sammen med innovation. Jeg synes, at det er meget spændende, at vi som virksomhed har investeret i innovationscentre, digitale hubs, i samarbejde med specialister, der driver designtænknings-processer og arbejder med at udvikle helt nye løsninger på problemstillinger.  Man kan godt tale om, at vi laver intern disruption.

Derudover har vi vores årlige Man on the Moon-konkurrence, hvor medarbejdere på tværs af alle forretninger kan deltage. Vinderne kommer på tre ugers ophold på MIT i USA, og når de er retur, får de seks måneder til at se, om de kan realisere projektet med forankring i virksomhedens design DNA.

Konkurrencen tjener selvfølgelig det formål at få den innovative og entreprenante side frem i virksomhedens medarbejdere, men skaber også samarbejde på tværs af forretningsområder. Det resulterer i ideer og koncepter, som kan skabe nye markeder, nye produkter eller designløsninger på problemer, vi ikke har løst tidligere.

Predictive maintenance er fx en løsning, som er kommet ud af konkurrencen. Den kan få mange forskellige frekvensomformere til el-motorer til at snakke sammen og på den måde forudse, hvis et nedbrud er på vej. Virkelig smart, ikke noget vi havde gjort tidligere og nemt for os at implementere.

Danish Design Award: I valgt at være med til at sponsere Danish Design Award i år. Hvorfor det?

Michael Qvortrup: Dansk design er helt centralt i vores DNA, og et samarbejde med Danish Design Award er en super mulighed for at være med til at brande dansk design. Vores engagement kan forhåbentlig bidrage til, at endnu flere virksomheder ser værdien i design og samtidig skabe opmærksomhed om det produktdesign, vi laver i Danfoss.

Vi har en meget stærk designfortælling i Danmark og et særligt design DNA med værdier som mennesket i centrum, enkelhed, holdbarhed, bæredygtighed og ikke mindst værdi for pengene.

I Danfoss står design, bæredygtighed og holdbare produkter også centralt i arbejdet med at nå vores ambitiøse vækstmål og gøre en forskel i verden i forhold til klimaforandringer og andre store udfordringer. Vi vil gerne alliere os med andre, som formidler den fortælling. Så jeg ser en stor gensidig værdi i, at Danfoss samarbejder med Danish Design Award.

Danish Design Award er med til at re-promovere dansk design og omfavner det brede designbegreb. Hvis vi skal stå stærkt i konkurrencen på de globale markeder, skal vi også konkurrere på design og det skal være et ledelsesanliggende.

Danish Design Award: Hvad betyder det at vinde en Danish Design Award?

Michael Qvortrup: Det betyder rigtig meget, at mennesker udefra – i dette tilfælde en fagligt tung jury – som ikke har en speciel interesse i Danfoss, men i at støtte op om det gode design, giver os et klap på skulderen. Danish Design Award giver også et værktøj til, at man som design manager kan fortælle om, hvad design egentlig er og kan, internt i virksomheden.

Derudover afstedkom vores Danish Design Award i år meget omtale i internationale medier. Dansk design er anerkendt, og derfor skaber det positiv opmærksomhed for os, når vi vinder en Danish Design Award.

Danish Design Award: I vandt for Danfoss Eco, en energieffektiv termostat der kan tilgås digitalt. Hvorfor er Danfoss Eco et eksempel på godt dansk design?

Michael Qvortrup: Det er et fantastisk produkt, som binder den gamle historie om, at vi laver nogle af de bedste termostater i verden, sammen med den nye historie om produkter i en digital tidsalder. Og vi gør det på en måde, så alle mennesker kan forstå det og bruge det. Produktet spiller ind i den moderne arkitektur og er samtidigt et holdbart og bæredygtigt produkt. Det kan vi kun være stolte af.

Andre artikler