EyeJustRead leverer digital innovation for de 15 procent med læse-vanskeligheder

CASE: EyeJustRead vinder Danish Design Award 2017 i kategorien Better Learning. EyeJustRead er et digital eye tracking system, der afkoder læserens øjenbevægelser og kortlægger præcist, hvilke vanskeligheder læseren har, så lærer, forældre og elever nemt kan tilrettelægge indsatsen for at styrke læsningen.

15 procent af landets elever forlader skolen med meget svage læsefærdigheder. Det viser PISA-tests fra 2009 og frem, og den konstante andel tyder på manglende udvikling i det danske skolesystem (UVM). EyeJustRead har udviklet et digitalt eye tracking system, der afgiver detaljeret data på elevens læsning. Systemet fungerer ved at “tracke” læserens øjenbevægelser og opsamler data på læserens læsestrategi og fejllæsninger, eksempelvis der hvor læseren fikserer på bestemte ord eller bogstaver i teksten, mens læseren læser højt. Data på øjenbevægelser og fiksationer vises som visuelle tegn som lag ovenpå teksten. Data lagres og kan gennemspilles af lærer og elev, og bruges som evaluering til videre udvikling af elevens læsefærdigheder.

Med EyeJustRead er der potentiale for at nå de svagest læsende elever i de tidlige år af folkeskolen med en metode, der kan give en indsigt i elevens læsemønstre, udfordringer og udvikling. Værktøjet skal skabe basis for en dialog mellem elev og lærer først og fremmest, men også give forældrene til eleverne en indsigt, der kan ruste dem til at støtte deres børn i læsningen hjemme. Man har tilsat spilelementer for at øge læserens motivation for læsetræning.

Danish Design Awards jury vurderer, at EyeJustRead er et ambitiøst projekt, der potentielt kan hjælpe de 15 procent af Danmarks befolkning, der oplever læsevanskeligheder. Et innovativt digitalt tilbud er udviklet som læringsværktøj for børn med læsevanskeligheder og kan via dialog mellem lærer og elev skabe store forbedringer i elevens faglige niveau.

EyeJustRead er testet og udviklet i tæt samarbejde med læsevejledere og elever. I 2016 har konsulent hos Nationalt Videncenter for Læsning Charlotte Reusch i samarbejde med NOTA stået i spidsen for en større pilottest. EyeJustRead er blevet testet på to forskellige grupper af ordblinde elever i henholdsvis Dyslexia, som er et kommunalt ressourcecenter i Gentofte Kommune samt i Ordblindeinstituttet i Ballerup. De første erfaringer med løsningen viser interessante resultater og observationer. Blandt andet fremhæves det, at “eyetrackingen giver et tydeligt billede af, i hvilket omfang eleverne fokuserer på skriften, der skal læses, og hvorvidt de bliver distraheret af illustrationer eller andet ekstern støj”. Data vedrørende den enkelte elevs vanskeligheder kan udnyttes til evalueringssamtaler mellem lærer og elev, og giver desuden eleven en værdifuld selvindsigt og erkendelse. En anden vigtig værdi er at forældrene til eleverne får en bedre forståelse af deres børns læsevanskeligheder, og dette bidrager som en hjælp til bedre at kunne yde den støtte til deres børn, som de har behov for.

EyeJustRead vinder en Danish Design Award i kategorien ‘Better Learning’, fordi de har formået at designe et innovativt pædagogisk it-tool, der, som juryen beskriver det, er ambitiøst og kan være starten på en lille revolution for de knap 15 procent af befolkningen, der oplever problemer med læsning.

Siden Danish Design Awards er det gået stærkt. “EyeJustRead har op til sommerferien 2017 været afprøvet af tre læsevejlederteam på skoler i Hvidovre Kommune. Kommunen har på baggrund af et succesfuldt afprøvningsforløb købt adgang til EyeJustRead, og hensigten er at udbrede systemet til alle kommunens skoler. Desuden har læsekompetencecenteret i Frederiksberg Kommune købt adgang til EyeJustRead, og der er rigtig god dialog med en række øvrige kommuner omkring afprøvning og udrulning af systemet. EyeJustRead har også stærke samarbejder med førende forskere på både DTU, CBS og KU om analyse af læsedata, med henblik på udvikling af systemet”, fortæller Janus Aksø Madsen, CEO og Co-founder af EyeJustRead.

Andre artikler
loading