Danish Design Award fejrer talenter og velfærdsdesign ved prisfest i Kolding

Anden runde af Danish Design Awards prisfest fandt onsdag aften sted i Svane Shippings lagerhal på havnen i Kolding, hvor vinderne i fire nye priskategorier og to særpriser blev afsløret. Blandt dem er ’Game Change’eren’ Open Embassy, den æstetisk-funktionelle rollator Scandinavian Indoor, det ekspansive delebilskoncept GoMore samt den partnerskabs-fremmende VenligBolig til integration af flygtningefamilier. Dertil kommer human-centered-design i kategorien ”Young Talents” og publikumsfavoritten RAM’N i ”People’s Choice”.
 

– Det er en stor glæde at præsentere det næste hold af Danish Design Award-vindere i samarbejde med årets partner-kommune Kolding og D2i. Feltet af vindere cementerer en meget høj grad af innovation og værdi i de løsninger, designere og virksomheder skaber sammen i hele landet. Der er et helt unikt brugerfokus i vinderløsningerne, der både afspejler et stærkt dansk design-dna, og viser en social og miljømæssig bevidsthed, der reflekterer vores velfærdssamfund. Ikke mindst de unge talenter viser empatiske designløsninger, der skaber værdi, siger Henrik Weiglin, der er adm. direktør for den danske designbranches organisation, Design denmark (Dd).

– Danish Design Awards kategorier afspejler hele paletten af design, der gør en forskel for den enkelte, for virksomheder og samfund. Prisen viser samtidig, at design er værktøjet, der gør virksomheder konkurrencedygtige og gør dem i stand til at udvikle nye, bedre løsninger, i empati med brugere og kunder. Vi anser det for at være en fælles opgave på tværs af offentlige og private aktører at understøtte den innovation, design skaber i hele landet. Derfor er det brede samarbejde, som det vi ser i aften, så vigtigt – og en stor glæde, siger Christian Bason, adm. direktør for Dansk Design Center.

– Finalist- og vinderfeltet viser en flot bredde i dansk design. Samtidig illustrerer det på bedste vis, hvordan dansk erhvervsliv og den offentlig sektor for alvor har taget design til sig, som et redskab til ikke bare at skabe attraktive løsninger, men også at håndtere komplekse udfordringer på brugernes præmisser. Som dette års med-vært på awardshowet i Kolding er det en fornøjelse at opleve, hvordan designfeltet i Danmark arbejder tæt sammen, så store begivenheder som Danish Design Award kan fejres og løftes på tværs af landet, siger Thit Juul Madsen, direktør for D2i.

De fire nye Danish Design Award-kategorier og vindere i 2017 er:

I kategorien Building Markets vandt GoMore – delebilsløsningen, der sætter bilister i kontakt med hinanden, hjælper dem til at spare penge og gør køreturen mere miljøvenlig og social. Ud over at reducere privatbilisme har GoMore opdyrket markedet for erhvervskørsel og en markant ekspansion i udlandet.

I kategorien Fostering Partnerships vandt Venligbolig – et boligkoncept, der skaber mulighed for, at kommuner og borgere samarbejder om at finde egnede boliger til flygtninge og samtidig forhindrer øget ghettodannelse. Udover partnerskabet mellem kommunen og boligejeren, opstår der et partnerskab mellem den danske og den nydanske familie, som gennem interaktion samarbejder om at bygge bro over kulturelle og sproglige forskelle.

I kategorien Improved Welfare vandt Scandinavian Indoor – en serie af rollatorer, som er tilpasset både inde- og udeliv. For mange mennesker er brugen af rollatorer forbundet med tab af værdighed og identitet, ligesom hjemmets intime privatsfære præges, når velfærdsteknologi rykker ind i boligen. Scandinavian Indoor tager udfordringen op med sit funktionelle design og harmoniske udtryk, der sætter mennesket i centrum og glider ubesværet ind i hjemmet, uden at det opleves som institutionaliseret.

I kategorien Game Changer vandt Open Embassy – et designkoncept, der med sin popup-ambassade repræsenterer en helt ny måde at lave ambassader på, hvor diplomatiet rykker ud til folket i stedet for at gemme sig i bevogtede domiciler. Projektet er et stykke socialt design, der vender vrangen ud på det traditionelle diplomati og kan inspirere andre offentlige instanser til mere åbenhed og gennemsigtighed.

I særprisen Young Talent blev der i år udråbt to vindere:

Sofie Holm Larsen for sin designløsning Poetic instructions in heart-massage – en animationsfilm, der visualiserer instrukserne i hjertemassage. Filmen kommunikerer sit budskab engagerende i et på en gang sagligt og poetisk univers, der ved hjælp af enkle virkemidler formår at appellere til både hjerte og hjerne.

Emilie Dissing Wiehe vandt for sin løsning RO – tre specialdesignede produkter, som skal løfte livskvaliteten for demente. Et eksempel på, at design også kan handle om at skabe velfærdsinnovation gennem udviklingen af gennemtænkte og smukke produkter, der tager udgangspunkt i brugerens forudsætninger.

RAM’N vandt særprisen People’s Choice – en enkelt appellerende træramme, med en ekstra mekanisme, der udvider funktionen fra indramning til opbevaring. RAM’N er skabt til børnetegninger; den gør det ultranemt at indramme barnets seneste værk ved blot at trykke tegningen mod rammens akrylliste, så den med tiden kan rumme en hel samling tegninger – eller hvad man nu måtte bruge den til.

Pressefotos kan downloades her: https://www.dropbox.com/sh/ybvtaa250j8bqdu/AADpBllUuD3yP1eKsEXsubBOa?dl=0

For at læse mere om de vindende løsninger, designere og virksomheder samt de fulde jurykommentarer, se danishdesignaward.com/winners og danishdesignaward.com/finalister

For yderligere information, kontakt:
Peter Kamph, kommunikationschef, Dansk Design Center, phk@ddc.dk, +45 2098 4213
Susanne Bendsen, kommunikationschef, Design denmark, sub@designdenmark.dk, +45 2896 2128

Danish Design Award-prisfesten modtager i år vigtig støtte fra:
Erhvervsministeriet, Region Hovedstaden, Dansk Industri (DI), Fjord, Kontrapunkt, Kolding Kommune, northmodern, Business By Design, D2i, Region Syddanmark, Nørrebro Bryghus, Business Kolding, Kontra Coffee, Ginger 43, Pellegrino, Friis-Holm Chokolade, Pura Passion, Nohrlund og REPUBLIC OF Fritz Hansen

Danish Design Award finder sted under Danish Design Festival – se mere på www.ddfestival.dk

Andre artikler