Her er vinderne af Danish Design Award 2016
Winners Danish Design Award 2016
Vinderne af Better Work, Daily Life og Feel Good Awards – hér sammen med HKH Kronprins Frederik, som overrakte priserne. Foto: Agnete Schlichtkrull

Torsdag aften den 7. april uddelte Danish Design Award dette års priser til værdiskabende danske designløsninger – i alt 11 kategorier på tværs af forretning, samfund og individ samt fire særpriser.

Pressefotos kan downloades fra Danish Design Awards Flickr: https://www.flickr.com/photos/141664951@N07/

Download hi-res billeder af Danish Design Award 2016 vinderprojekterne
(88 MB)

 

– Det er med meget stor stolthed, at vi præsenterer dette første hold vindere af Danish Design Award. Og det er en glæde at se, hvor ekstremt godt vinderløsningerne illustrerer alt det, som design kan gøre: Såvel for erhvervslivet som for samfundet og det enkelte menneske, med stærke eksempler på konkret værdiskabelse, fra det meget håndgribelige og dagligdags til det helt abstrakte og visionære, siger Dansk Design Centers adm. direktør Christian Bason.

– Dette års vindere viser virkelig bredden i dansk design i dag og demonstrerer en innovationskraft, vi som designnation kan være stolt af: Et veritabelt katalog over måder, hvorpå design kan tackle de mest brændende spørgsmål – om fremtidens vækst og velfærd, om bæredygtighed, et bedre arbejdsliv. Med Danmarks nye designpris har vi bragt virksomheder og designere sammen og skabt et internationalt vindue for design, siger Morten Grøn, adm. direktør for Design denmark.

I kategorien Employment Growth vandt Coloplast A/S og Coloplast Design Team med designløsningen SenSura Mio – en sympatisk nytænkning af stomiposen, som gør livet lettere for millioner af mennesker.

I kategorien Message Received vandt I’MPERFECT X LOVERAMICS X OLOIYA, 3X og Jesper von Wieding, David Ramskov, Eddy Yu, Hung Lam, Joseph Foo, Luke Teong, Leong Kah Fai, Wang Shaoqiang samt Cho Chong Gee med designløsningen I’MPERFECT ( I AM PERFECT ) – et design, der sender et stærkt budskab og fremmer bæredygtighed ved at lade produkter, vi normalt betragter som andensortering, få et nyt liv som unika ved at indarbejde det uperfekte.

I kategorien Save Money vandt Innogie ApS samt Kristian Harley Hansen og Stephan Olesen med designløsningen Innogie Roofing System – et æstetisk og innovativt solenergitag, der tjener sig selv hjem over en kort årrække til en fornuftig kvadratmeterpris.

I kategorien Share Resources vandt Be My Eyes samt Hans Jørgen Wiberg og Christian Erfurt Hansen med designløsningen Be My Eyes – et banebrydende koncept bestående af en app, der hjælper mennesker med synshandicap, kombineret med et globalt netværk af engagerede frivillige. Det bringer deleøkonomien ind i en ny fase, hvor vi nu kan dele sanserne.

I kategorien Better Work vandt Cama Plastics ApS samt Hân Pham og Kent Laursen med designløsningen Yellowone Handsafe – en enkel, letforståelig løsning, der let lader sundhedspersonale spritte hænder af uden at forlade patienten – og som er en del af løsningen på det globale problem med dårlig håndhygiejne, der årligt dræber over 16 mio. mennesker.

I kategorien Daily Life vandt Evershelter ApS samt Jakob Christensen og Claus Heding med designløsningen Lifeshelter – ny, robust og fleksibel form for tag over hovedet til flygtninge, der øger tryghed og værdighed samt muligheden for en art dagligliv i en kaotisk situation.

I kategorien Feel Good vandt Den Erhvervsdrivende Fond Blindes Arbejde og Rosa Tolnov Clausen med designløsningen H.O.W. – Hands On Woven: En taktil værktøjskasse, der gør det muligt at inddrage blinde vævere som med-designere og opfordrer os til at ’se med fingrene’, opleve verden gennem en andens perspektiv og oversætter den blinde vævers oplevelse for os.

I kategorien Better Learning vandt Labster ApS samt Mads Bonde og Michael Bodekær med designløsningen Labster Virtual Laboratories – en nytænkende laboratoriesimulator, der bruger ny teknologi til at skabe forbindelse mellem fysisk og digital læring og bringer højt specialiseret laboratorieundervisning ud til de mange.

I kategorien Clean World vandt Egetæpper A/S og Carol Appleton med designløsningen Reform Memory – et tæppe skabt af genbrugte vandflasker og fiskenet; et innovativt eksempel på, hvordan bæredygtighed kan tænkes ind i en industriel proces og hvordan cirkulær økonomi kan være en god forretning, uden kompromis ift. æstetik eller funktion.

I kategorien Healthy Life vandt Icono A/S Development Project samt Peter Bysted, Philip Egebak og Peter Kjær Mackie Jensen med designløsningen The Child-Friendly Latrine Project – en ny, effektiv latrinetype til katastrofeområder og flygtningelejre, som tackler et stort, globalt problem og kan nedbringe dødelig smitte og fare for børn og familier i katastrofeområder.

I kategorien Outstanding Service vandt Be My Eyes samt Hans Jørgen Wiberg og Christian Erfurt Hansen igen med designløsningen Be My Eyes – idet løsningen også betragtet som servicedesign er aldeles banebrydende i sin måde at bruge ny teknologi til at skabe helt nye fællesskaber og forbindelser mellem mennesker.

Specialprisen Icon Award vandt Skype, i sin tid skabt af Janus Friis og Niklas Zennström, for slet og ret at have revolutioneret måden, vi kommunikerer med hinanden på. Skype satte ikke blot en stopper for høje telefonregninger, men ændrede hele kommunikationsfeltet og er på én gang blevet ikonisk og et dagligdags verbum over næsten hele kloden.

Specialprisen Visionary Concepts vandt Kirkbi og Realdania samt URGENT.AGENCY og BJARKE INGELS GROUP (BIG) med designløsningen Børnenes Hovedstad – et omfattende, meget komplekst og supervisionært projekt, der sætter børnene først og sigter mod at hjælpe verden til at tænke anderledes ved at lytte til unge og lære af børns perspektiv.

Specialprisen Young Talent vandt designstuderende Morten Grønning Nielsen, som med sit projekt Power Glove har gjort det muligt at forme hårde materialer som sten og træ med hænderne. På poetisk vis gør det mennesket til maskine, kroppen til maker, bygger bro til det skandinaviske og forbinder det moderne med bedsteforældrenes håndværkstraditioner.

I specialprisen People’s Choice stemte næsten 2000 danskere online. Vinderen blev Lifeshelter, som hermed vandt sin anden pris for en ny, robust og fleksibel form for tag over hovedet til flygtninge, der øger tryghed, værdighed og muligheden for dagligliv i en kaotisk situation.

Se Vinderne af Danish Design Award 2016 og  nominerede til Danish Design Award 2016 for at læse mere om de vindende og nominerede løsninger og se de fulde jurykommentarer.

For yderligere information, kontakt:

Peter Kamph, kommunikationschef, Dansk Design Center
phk@ddc.dk

+45 2098 4213

Susanne Bendsen, kommunikationschef, Design denmark
sub@designdenmark.dk
+45 2896 2128

Andre artikler